Så er vi nået til dag to som ikke-ryger. To dage er ikke meget, men jeg er stadigvæk stolt over, at jeg ikke er faldet i endnu. Men jeg tror også, at det her skriveri på min blog sammen med kæresten hjælper. Nu har hun så valgt i dag at skrive sit indlæg klokken lidt i skidt i morges. Men hende om det.
Men jeg må sige, at jeg er glad for ikke at være ryger mere. Jeg føler allerede, at jeg kan lugte ting, som jeg ikke kunne for og smage ting, som ikke smagte af noget før. Det er vildt. Kun efter 2 dage som ikke-ryger. Eller det vil jeg ikke engang kalde mig selv for endnu. Det er det stadigvæk for tidligt til endnu. Men hvad kan man så kalde det for. ”Ny-startet-ikke-ryger” eller måske noget i den stil.
Jeg har aldrig rigtig følt mig godt tilpas som ryger. Jeg har altid følt mig udstillet, syntes at folk har kigget mærkeligt på mig, når jeg har gået og fået mig en smøg på åben gade og vej. Men så har jeg da bare taget en smøg senere for at trøste mig selv.
Også på jobbet har jeg selvfølgelig røget. Og det synes jeg aldrig har været helt fair for dem, der ikke røg. Når jeg fik lyst en smøg, ja, så gik jeg bare ud bagved og tog en. Også selvom de måtte blive inde og arbejde uden at få den samme pause som mig.
Men den går ikke længere. Den Blå Gnu vil være røgfri, og han klarer det. For som mange tidligere rygere siger: ”Hvis jeg kan, så kan alle”. Og det gør jeg så.
